Et speciale undervejs

Jeg er jo blevet specialestuderende :skræk:

Grundet ny studieordning, fremskridts reformen og jeg skal komme efter dig, blev vores vejleder ansøgning fremskudt med meget kort varsel.

Af forskelige årsager som bl.a det at komme tilbage på skolebænken efter en omgang stress og angst. Det var for mig svært nok, at få hjernen, fokus og hukommelsen til at fungere godt nok til, at fungere bare på basis niveau og derfor var jeg langt fra speciale klar på det tidspunkt.

Jeg har hele tiden tænkt at jeg gerne ville blive klogere på det, at "gøre skole".

Især det at gøre skole på en helt anden måde en vi kender det i DK.

Vi har i Danmark ikke stor erfaring med at gøre skole på anden vis en den klassiske måde som i bund og grund ligner meget den vi har idag. Der har kun som jeg forstår det, været få forsøg i Danmark og disse forsøg har ikke fået politisk opbakning. Et kendt et er Vanløse forsøget, som ellers gik godt, men blev stoppet af politiske grunde.

Jeg har trods kort varsling været så heldig, at måtte besøge og samle empiri på en af verdens ældste progressive skoler.

Nemlig Summerhill skolen som er grundlagt af A. S. Neill i 1921.

Skolen drives idag af hans datter Zoe og hendes søn er også en stor del af skolen.

Skolen er trods store forandringer i samfundet, har Summerhill forblevet tro mod sin oprindelse. Trods det at reglerne løbende ændre sig i takt med børn og voksne udskiftes, så ligner skolen sig selv.

Her er en skole som er så langt fra den vi kender det i Danmark. På Summerhill bestemmer børn og voksne reglerne i fællesskab på demokratiske møder hvor alle har ret til, at tale og stemme. Barnesynet på Summerhill er også et andet en det vi har idag i de danske skoler.

Børn her er frie til, at lade deres stemme blive hørt, at klage over regler og få opsat nye. Selv de helt små børn ned på 5 år har en stemme til, at tale på møderne. Børn her vælger selv skolen til. Her er der ikke et fast ugeskema som gælder alle børn, og er fastlagt af voksne. Her vælger børnene selv hvilke og hvor mange fag.

Det lyder måske ud fra et klassisk dansk skoleperspektiv ret lazzies fair. Men det var langt fra det jeg oplevede på Summerhill. Faktisk er der enormt mange regler på Summerhill og når jeg spurgte børnene hvorfor der var så mange regler. Så svarede de naturligt, at uden ville der være alt for meget kaos og at reglerne er gode, for de skaber ro og orden. Men til trods for at der er mange regler så er de ikke skrevne i sten og alle børn har ret til, at stille spørgsmålstegn herved og ønske at få reglerne ændret.

Da jeg ankom til skole var jeg spændt på hvordan det frie valg, havde betydning for børnenes skolegang.

Jeg oplevede glade nysgerrige børn, der var sprængt fyldte med spørgsmål til deres undervisere. Som i non stop. Børnene her kom aldrig for sent til timerne. Faktisk kom de løbene til timerne og sad meget fokuseret i al den tid de var der.

Den ting der overraskede mig mest, var at børnene havde relativt få timer og der var ofte kun 1-3 børn til de forskellige timer. Alligevel vidste børnene så uendelig mange ting. Mange af de 12-13 årige børn jeg mødte var langt skarpere i bl.a fysik og kemi en jeg nogen sinde vil blive. Jeg så ingen børn skændes, men rolige samarbejdsvillige børn, som tog de konflikter de ikke kunne løse op på deres fællesmøde, hvor de i fællesskab fik snakket problematikken igennem og fandt en løsning.

( i naturfag er det som i mange andre, bygget op med et fælles bord der kan sides om, masser af spændende ting på vægge og i loft)

En af de ting der overraskede mig, var hvor mange nationaliteter der var på skolen. Der var elever fra hele verden også fra Korea og Kina hvilket jeg bestemt ikke havde set komme.

( dette er et fælleslokale på mellemtrinet, og det ses her tydeligt, at der er plads til fri kreativitet og børns nysgerrighed)

For mig var skolen et skønt uhøjtideligt indblik i, at måden vi "gør skole" på ikke er skrevet i sten, at der kan være alternativer til det vi kender, som kan fungere og måske enda give sundere børn i den anden ende.

Skolen havde selvfølgelig også nogle aspekter jeg undrede mig over, betvivlede eller var uforstående over for. Præcis som alt andet. Men forskellen her er, at jeg endnu ikke ved om den undren, uforståenhed eller tvivl skyldes, at jeg selv er så indspundet i en samfundsforståelse af hvad skole er og hvordan "man gør skole". At det vrider for meget ved mit perspektiv på nuværende tidspunkt.

Men en ting er sikker. Skolen var et varmt og fascinerende sted, som har givet mig meget at tænke over og tage med i min og mine børns fremtiden liv og valg herfor. Tanker om samfundet, institutioner, demokrati og vækst. Tanker om et samfund hvor vi alle løber, flere bliver syge, men ingen tager stilling.

Så nu glæder jeg mig til, at få afleveret mit speciale og komme ud i livet, så jeg kan finde ud af hvordan jeg får sat nogle af alle de her tanker i spil.

Leiston som er den by skolen ligger i er en lille hyggelig by, fyldt med hjælpsomme og venlige mennesker

Jeg brugte den ene dag på at gå en tur og se på denne smukke ruin.